
Nu er det snart jul igen, og så skal du da have en Julekalender Maraton. I disse tider hvor streaming gør det muligt at snyde med afsnittene, så er jeg typen, der ikke kan nøjes med ét afsnit om dagen.
Og så glæder det mig usigeligt, at de ældgamle julekalendere nu er blevet mulige at streame.
Min top fem til en Julekalender Maraton er:
Nummer 5. “Nissebanden”
Den første julekalender om Nissebanden kan jeg stadig huske, selvom det er mange år siden, jeg så den både første gang og sidenhen. Sangene holder også stadig, og der er flere af dem, som jeg stadig kan synge med på. Især sangen om risengrøden kommer aldrig i glemslen.
Julekalenderen handler om de fem nisser, der samlet udgør Nissebanden. De kommer på en mission om at finde Julemandens gode humør. Og den søgning driver dem vidt omkring.
Nu skal der jo ikke være nogen spoilere, men mon ikke de finder julemandens gode humør, så det kan blive juleaften alligevel.
Du kan se “Nissebanden” på DRTV.
Nummer 4. “Absalons hemmelighed”
Julekalenderen “Absalons hemmelighed” er lidt atypisk og en af de nyere, der er produceret. Jeg synes, den er atypisk fordi, der ikke er nisser i klassisk forstand med. Og med klassisk mener jeg, de små røde der bor på lofter og synger en masse nissesange.
Og måske rammer den mig, fordi den handler om arkæologi og historie, hvilket er to ting, jeg holder meget af. Men den er også spændende netop på grund af historien, der fortælles. Hvad er Absalons hemmelighed?
Der kommer spor i hvert afsnit, og derfor fastholdt den mig i spændingen frem til den 24.
Du kan se “Absalons hemmelighed” på DRTV.
Nummer 3. “Jul på slottet”
I “Jul på slottet” finder vi nisser på loftet og en ægte prins og prinsesse. Og hvilken prins. Han var en nydelig ung herrer, og vi unge piger synes, han var mere end nydelig. Jeg tror ikke, der ikke var et pigehjerte, der bankede for Prins Valentin, som desværre kun havde øjne – og hjerte – for prinsesse Miamaja.
Julefreden skal sikres, den har dog en pris. Men hvem er bedre til at sikre julefreden end nisserne og den smukke prins og prinsesse. Jeg lover dig, det bliver festligt og romantisk.
Du kan se “Jul på slottet” på DRTV.
Nummer 2. “Nissebanden i Grønland”
“Nissebanden” fik en efterfølger, der foregår i Grønland. Personligt synes jeg, den er bedre end den første fordi, den netop foregår i Grønland. Der er smukke billeder i det snehvide landskab, og så er historien bedre end den første.
Julemanden må afsted for at finde to stjernesten, der er faldet ned i nærheden af, hvor han bor. Men nu kan han ikke nå at få alle julegaverne klar til jul. Derfor må Nissebanden straks rejse til Grønland for at hjælpe. Og så må du selv se alle afsnit for at finde ud af, om gaverne blev klar, og julen blev reddet.
Du kan se “Nissebanden i Grønland” på DRTV.
Nummer 1. “Jul i Gammelby”
En julekalender der har været genudsendt ganske få gange er “Jul i Gammelby”. Den er klart min favorit, for det er en rigtig julekalender med nisser, sne og en sød historie.
Købmanden, der også er borgmester, vil aflyse julen, da hans fragtskib ikke er kommet i land endnu. Mads og Mette, der er børn af købmanden, vil ikke have julen bliver aflyst, så sammen med nisserne finder de på alverdens drillerier i håb om, at købmanden ikke vil aflyse julen.
“Jul i Gammelby” er optaget i den Gamle By i Århus, og så er du faktisk så heldig, at du kan se en rigtig væltepeter.
Du kan se “Jul i Gammelby” på DRTV.
Det var mine bud på en top fem Julekalender Maraton. Jeg er så heldig, at mine fem faktisk kan streames lige nu på DRTV. Og jeg er skam i gang med flere af dem. Du skal også skynde dig, for de udløber den 8. januar.
Nu er jeg spændt på at høre din top fem Julekalender Maraton. Du kan fortælle den i kommentarfeltet herunder.