
Trine Dyrholm er fantastisk – som altid, fristes man til at sige – i rollen som Margrete den første i miniserien af samme navn.
Dronning Margrete, der er datter af Valdemar Atterdag, sidder på magten i hele Norden. Hun blev som 10-årig gift kong Håkon 6. af Norge (og Sverige). De fik sammen sønnen Oluf.
Han bliver valgt til konge af Danmark som 4-årig. Efter hans fars død bliver han også konge i Norge og er arving til Sverige. Margrete bliver medlem af formynderstyret med fuldmagt til at tage sig af udenrigspolitiske anliggende. Oluf dør dog tidligt, og kort efter har Margrete sikret sig magten som rigsstyrer i Danmark.
Men da hun nu er barnløs, og der skal findes en arving, henter hun sin søsters søn, der var søn af en pommersk hertug. Hans navn bliver Erik, den senere Erik af Pommern. Margrete fortsætter dog med at regere, indtil Erik er myndig
Miniserien om Margrete den første tager udgangspunkt i 1402. Selvom Erik er blevet myndig, så fortsætter Margrete med at være hovedkraften i at styre rigerne. Der er uro i Kalmarunionen, som Margrete kalder samlingen af Danmark, Norge og Sverige. Flere står på spring for at erobre land, så Margrete leder efter nye allierede. Valget falder på England, og forhandlingerne med England om et giftermål mellem Erik og den engelske prinsesse Phillipa, der er datter af Henrik den 4. går i gang.
Forhandlingerne bliver dog afbrudt, da en fremmed mand dukker op og erklærer sig som Margretes døde søn, Oluf. Er han en bedrager, der vil snyde sig til tronen, eller er han i virkeligheden den hjemvendte søn. Norge er ikke i tvivl. Oluf er deres konge. Men Margrete er i tvivl. Og nu er rigerne på renden af opløsning.
Hvorfor “Margrete den første”?
Jeg synes, det er en fantastisk serie, der helt klart skal ses. Skuespillerne er fantastiske og overbevisende. Og så er det et stykke Danmarkshistorie om en fantastisk kvinde, der gjorde mere for Danmark end mange af kongerne.
Udover Trine Dyrholm, så finder du blandt ande også Morten Hee Andersen, Søren Malling, Thomas W. Gabrielsson, Jakob Oftebro og Agnes-Felicia Westerlund Rase.
Du kan se miniserien “Margrete den første” på TV2 Play
NB: Der tages forbehold for, at streamingtjenesten ændrer filmudbud.